Den bedste opskrift på hjemmelavet giftfri modellervoks


Modellervoks er sjovt for både store og små. Det man kan købe i butikkerne er dog tit både dyrt og man ved ikke helt hvad det indeholder af giftig kemi. Det er heldigvis nemt og billigt at lave det selv.
Denne opskrift er afstemt efter at man laver en portion per farve. Der bliver ca 600g. modellervoks pr. portion.
Denne opskrift giver en god og smidig modellervoks, som ikke klæber til bord og fingre.

Her er den bedste opskrift på hjemmelavet giftfri modellervoks.

Modellervoks opskrift:

2,5 dl mel
1 dl  fint salt
1 spsk citronsyre
1 tsk solsikkeolie
2,5 dl vand 
Vanille essens (eller anden duft)
Frugtfarve

Sådan gør du:

Hæld salt, olie, citronsyre, farve og duft i en skål.
Kog vand i en elkedel og tilsæt dette.
Rør rundt så farven er godt fordelt.
Tilsæt mel og rør til det er en jævn masse.
Ælt voksen godt sammen og lad den køle af.
Rul ud eller form til figurer efter smag og behag.

I nogle opskrifter æltes farven i til sidst, dette gør at man kan lave en stor portion og derefter dele den op i mange små der gives forskellig farve.
Det bliver dog hurtigt noget svineri og man ender med blå fingre.
Ved at tilsætte farven direkte til vandet som i denne opskrift, sikre man at farven nemt og hurtigt fordeles jævnt uden at det sviner over det hele.
Denne opskrift er afpasset så man får ca. 600g modellervoks.Man kan således gentage processen for hver farve man ønsker. 

Duften er ikke nødvendig, men voksen har efter min mening en helt forfærdelig lugt i sig selv, så for at det skal være hyggeligt at lege med anbefales duft.

Mængden af vand og mel kan justeres for at få en mere fast masse som bedre holder formen.

Modellervoksen kan holde længe hvis man pakker det i lufttæt beholder. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar