Hyacinter i glas

Min morfar arbejdede på Odense Glasværk hele sit arbejdsliv. Hverken morfar eller Glasværk eksisterer idag, men jeg har arvet en kasse med hyacintglas. Kassen kommer frem hvert år ved juletid. Det er selvfølgelig altid et stort besvær at finde den frem fra kælderens rod. For selvom jeg stillede den et helt bestemt sted sidste år, så jeg var helt sikker på at kunne finde den, nemt og hurtigt, når den igen skulle bruges, og det derfor ikke skulle være nødvendigt, at gentage det årlige ritual med at styrte rundt og lede efter den som en gal, ja så har jeg glemt hvor det var og kassen er væk. Fundet bliver den dog altid til sidst.
 
Et lidt ambivalent forhold, har jeg til hyacinter i glas. Egentlig synes jeg de er lidt for pynteagtige og dufter alt for kraftigt, på den anden side er der noget fantastisk eventyragtigt over at se rødderne i vand, som om man får adgang til en hemmelig verden man ellers er afskåret fra. Det er lidt som om man har gang i sit eget lille videnskabelige projekt. Også er det jo morfar , der har lavet glassene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar